Konferencier ved Støttekoncert for Børn
– med hjertet, fællesskabet og børnene i centrum.
Nogle opgaver siger man ja til med hjertet.
Derfor er jeg både stolt, beæret og utrolig taknemmelig for at være konferencier ved den 9. Støttekoncert for Børn den 30. november 2026.
Det bliver min debut i rollen, og jeg glæder mig helt enormt til at byde publikum velkommen til en aften, hvor musik, fællesskab og næstekærlighed går hånd i hånd.
På scenen står en række fantastiske kunstnere, som alle stiller op helt frivilligt.
Ingen modtager honorar, og hele overskuddet går ubeskåret til Joannahuset, Ronald McDonald Hus og Headspace Holbæk – tre organisationer, der hver dag gør en uvurderlig forskel for børn og unge, som har brug for støtte.
Aftenen rummer også et helt særligt øjeblik for mig.
Jeg får nemlig fornøjelsen af at præsentere min skønne bonusdatter Emma og hendes pigekor PUST, som medvirker ved koncerten for første gang. Det gør oplevelsen endnu mere personlig.
Jeg håber, vi ses den 30. november i Luther Kirken til en aften, hvor vi sammen kan være med til at gøre en forskel.