Skiferie i Livigno
Så er det blevet fredagmorgen den 18. marts jubiiii og vi skal afsted kl. 09.30 til Livigno i Italien. Det er Frank og min første skiferie sammen, og 18 siden jeg sidst var på brædderne. Vi er et super godt vennehold afsted på 14 personer og ingen tvivl om det bliver godt.
Min mand er eftersigende født med ski på, så han har for længe siden startet countdown til denne skiferie.
Det har jeg også, men på en helt anden måde.
- Jeg har ikke været på ski siden 1998 og der var vi 18 unge mennesker afsted dopet af livet og modet.
- Nu 18 år efter er jeg blevet mere moden, meget mere eftertænksom på hvad kroppen kan og ikke kan.
- Opereret for en discus prolaps i mellemtiden og med 15 % méngrad.
- Trænet en discus væk siden.
- Og ikke mindst panik trænet den sidste uge for at komme ud af min kageform 🙂
Og sidst, men ikke mindst er jeg gået i overgangsalderen og meget sårbar på livet og let til tårer. Har lige set film på youtube fra Livigno og bare det at se en skiløber med prokamera i panden suse ned af pisten giver mig susen for ører og rumler i maven.
Jamen for filan da, kan jeg høre min mor sige, hvorfor så tager du så afsted ? og husk nu godt med tøj på og pas nu på ……. Man bliver aldrig for gammel til sin mors bekymrende ord 🙂
Godt spørgsmål !
Men lige her tager jeg én for holdet og især for min Kaptajn Frank for han elsker at stå på ski og så må jeg give det en chance. Han har ikke talt om andet i de sidste mange uger – han står klar som en spændt spejderdreng, der skal på sin første spejderlejr.
Jeg er blevet introducerede til pizza, spaghetti og plov, ih guder, som om jeg ikke vidste hvad man spiser i Italien, udbrød jeg lettere fornærmeret til min mand. Jeg elsker det “blege” mad selvom kroppen ikke hylder det på samme måde.
Ploven kunne jeg ikke lige placere, men ak, det er hele er et udtryk for, hvordan du samler og ikke samler dine ben – altså på ski 🙂
Skidragten er fundet frem – den har ligget gemt siden 1998, så min glæde var stor, da der ikke var gået møl i den og endnu større, da jeg skruede mig ned i den og opdagede, at der var spænder i siden til, at løsne for luften til resten af kroppen.
Jep, jeg har testet den, der kan både gåes ned i knæ og slippes en vind uden bukser revner…
Så nu venter der 19 timer i bus på i super godt selskab med resten af holdet, skiskole hele ugen og så satser jeg på, at både min ryg og krop klarer strabasserne og min skidragt ikke slå revner.
Pisterne ser tilpas brede ud til, at jeg kan svinge måsen på vej ned i den stil jeg nu måtte komme i.
Som jeg hørte fornylig ” Hellere brede sig end kede sig 🙂
Stay turn – jeg vender tilbage fra livigno.
CIAO..
Vibbe
