Hvordan går det ?

Hvordan går det ?

Vi kender alle dette spørgsmål, og vi stiller det jævnligt ud i vores sfære, men er det et spørgsmål, vi egentlig ønsker et længere svar på ?

Vil vi ikke allerhelst have retursvaret ” tak det går fint” ?

Jeg spørger, fordi det er det sværeste spørgsmål jeg kan at få lige for tiden, for jeg aner det simpelthen ikke, for jeg svinger som et pendul i modvind.

Den ene dag, kan jeg ikke gå ud med skraldet og den næste dag har jeg en raket i rumpetten der skyder en fart på 220 km/t. Så stabil er jeg ikke 🙂
Jeg vil helst være den, der stiller spørsmålet, og jeg vil hjertens gerne høre svaret, hvad der foregår i andres ” kiosk”, for det som foregår i min egen “kiosk”, kan jeg ikke sætte ord på for jeg forstår det ikke engang selv.

Sådan var humøret og energien hos Frank og jeg i juni 2016 og det skal vi tilbage til.

Familietur til Club La Santa juni 2016

For jeg vil så gerne svare, at det går rigtig godt, at Frank har fået job og har succes, at vi glæder os til, at vi skal rejse afsted udenlands til sommer, at vi taber de genstridige kilo, som stressen og uden job har påført os begge,  at jeg har det meget bedre med min stress, at min angst er på retur, og at jeg er klar til at vende retur til jobbet den og den dag osv.

Men Intet af følgende kan jeg svare på, og det har givet mig et indre dilemma, for hvad svarer man egentlig når man får dette spørgsmål ?

Hvad svarer I ?

Skal man være ærlig eller lave en standard semiudgave af sandheden og sige,
“tak det går dejligt og fremad” ?
Ønsker modtageren rent faktisk at vide, hvordan man har det ?
Er der tid til at høre, hvordan det virkelig går, eller spørger vi fordi dette spørgsmål ligger lige så fast i hjernen som – Hej, goddag , farvel “?

Måske handler min opmærksomhed på dette spørgsmål mest af alt om, at jeg ville ønske, at jeg kunne svare retur anderledes, end jeg gør lige nu.
Jeg er selv træt af høre min egen stemme og at jeg bliver ked af det indeni, over at det ikke går så godt hos os som hos alle andre – og hvem orker al den elendighed hos os ?

Der har vi den igen – over i andres hoveder og sammenligne med dem 🙂 note til mig, det mønster skal helt ud.

Hvad er status hos os  lige nu ?

  • Frank er desværre stadig er uden job
  • han søger og søger, men er ofte for overkvalificeret – burde være dejligt, men lige nu en hæmsko, da han jo bare så gerne vil have et job
  • Vi hver dag krydser og håber på, at jobbet kommer
  • Jeg har meget svært ved at sætte ord på, hvordan det er i mit hoved, og hvordan det går med mig, da min energi svinger så meget.
  • Dybt frustrerende at jeg ikke kan, hvad jeg kunne før
  • Jeg ikke aner, hvor længe det varer

Stress bliver også kaldet den “usynlige sygdom” og det forstår jeg godt .Jeg eller andre kan hverken se det på min krop (og dog man får stressfedt på maven) eller i mit ansigt, så det er svært for både mig selv og andre at se, at jeg er sygemeldt med stress.

Modsat ,hvis man har et gipsben, så ses det og man ved, at når gipsen har siddet en bestemt tid, så er man rask.

At være stresset handler om tålmodighed og at stå “stormen” igennem.

“Ost og Stress ?”

Jeg kan kun være tålmodig og vente, for som de siger i Klovborgreklamen – “det tager den tid det tager ” godt nok sagt om en ost, men pyt det passer om os lige nu.
Vores liv har ligesom osten også huller lige nu, og vi bestemmer ikke selv, hvornår de er fyldt ud, og at vi er klar igen.
Med ét ved vi dog og er blevet bestyrket i, nemlig at vores største og vigtigste styrke er vores kærlighed til hinanden og til livet.

Vi elsker hinanden, pigerne, familie, vennerne, og det er det, som betyder noget og med dét på kontoen, så føler vi os enormt rige.

PYT MED;

Så pyt, at vi ikke har råd til middage, koncerter, fornøjelser, udenlands ferier , etc. lige nu, for når man står nederst i behovspyramiden, så bliver det endnu tydeligere for én, hvad der er vigtigst i livet, og hvad der er  “ADD ons”.
Og pyt med, at det lyder smeltende sukkersødt og klichéagtigt, men det er
KÆRLIGHEDEN, som betyder noget, og uden den ville vores liv være vanvittigt fattigt, og så ville vi virkelig have udfordringer .

Så kære familie, venner, bekendte, kollegaer og ikke mindst I skønne trofaste bloglæsere, af hjertet tak for at være der og bare være .
Det betyder alt for os begge,at vi har jeres støtte og skuldre, også selvom vi ikke rækker så meget ud efter jer lige nu, som vi gerne ville.

Så hvordan går det ?

Vores bryllup den 15 augst 2016

Det går set med kærlighedens øjne fantastisk godt, og vi går side om side, som da vi gik ud gennem kirken til vores bryllup i 2015, Hånd i hånd og møder vi vores udfordringer og lige nu er der bum på vejen, dem skal vi nok komme styrket ud af.

Vigtigst af alt er kærligheden i livet, så husk at værdsætte den, for det er den, som bærer dig, når du føler dig allertungeste. “Love is allround”, som WET WET WET synger og den findes allevegne og i alle størrelser.

Det bedste spørgsmål jeg kan få lige for tiden er, “hvordan har du det i dag ?” For det spørgsmål kan jeg overskue at svare på 🙂

Rigtig god dag til alle og endnu engang tak til jer  for at læse med på bloggen, for at dele, for jeres opbakning, skønne ord og bare ved at være, TAK.

Sharing is carring

I stor taknemmelig og kærlighed
Vibbe

5 Comments

  1. Birgit Krogh Johansen
    17. marts 2017 / 9:37

    Kære Vibbe. Jeg tror jeg forstår dig bedre end du tror – selvom jeg aldrig har haft stress. Men som du ved fik jeg for 2½ måned siden et nyt knæ. Jeg troede at jeg var fit for fight igen efter senest 6 uger. Jeg ville da være en af de hurtige til at komme videre. Men nej. jeg har været nede at bide i græsset og også suget af grundvandet. Det plejer jo ikke at være MIG der har brug for hjælp. Jeg har jo altid været der for alle de andre. Nu skulle man vænne sig til at Birgit ikke havde overskud. Det er gået bedre for nogen end for andre. Måske af den simple grund du selv skriver i dagens blog: jeg kunne ikke svar positivt på spørgsmålet “Hvordan går det”. Så jeg svarede at det gik af h… til – de fleste kommentarer var “jamen det har jo også været en stor operation, og nu må du give det tid. Hav tålmodighed.” Hvem har den tålmodighed der skal til – når man selv ved vedvarende daglig træning ikke kommer et skridt videre? Hver nat man ligger vågen med smerter tænker man mange tanker: Får du nu den rigtige medicin? Eller tager du for lidt af den? Har lægen mon gjort noget galt da han satte det nye knæled ind? Mon ikkehan har er kommet til at lave en fejl? Bliver jeg nogensinde normal igen? Kommer jeg ud at rejse? Hvad med min elskede badminton? Og man har ikke svarene. Og ingen kan give dig dem. Man bliver lykkelig når fysioterapeuten dagen efter siger: “Birgit – jeg er ikke spor nervøs for det knæ. Det skal nok blive godt igen.” Py-ha. Man får næsten tårer i øjnene. Sig noget mere! Og når folks er dig komme gående: “Nåe – du går da pænt.” Underforstået – du har da ikke noget at pive over. Nej, tænker jeg. Det er da også rigtigt. Der er så mange der har det meget værre. Men man har nu også lov at være “i sin egen kiosk”. Der er altid nogen der har det værre end dig selv. Og det med at have en synlig skavank – så som benet i gips – der er da en udløbsdato på. Men det er svært at se lyset for enden af tunnelen – især på de dage, hvor man end ikke kan komme ud af sengen uden at overanstrenge sig. Der skal heldigvis ikke meget til før det ser lidt lysere ud – måske bare dagen efter? Eller timen efter? Hvem ved? For humøret svigter, når man ikke er sig selv. Når man ikke kan kende sig selv længere. Både du og jeg plejer jo at være at par livlige humørbomber – det er svært, at se sig selv sidde i sofaen og ligne udskidt æblegrød med tårer i øjenkrogen. Men en ting er sikkert – du er i gang med at bekæmpe din sygdom, som er stress – jeg gør hvad der står i min magt for at komme på omgangshøjde igen med mit knæ – og dermed hele kroppen, som er gået i forfald når man intet fysisk kan foretage sig i flere måneder. Vinkeflæsket er blevet til stribet flæsk, så jeg i et omklædningsrum i går!! Hvad skete der lige der? Det har da ikke noget med mit knæ at gøre. At overarmene hænger i laser. Den genopbygning må komme senere. Jeg er begyndt at svare til det uundgåelige spørgsmål: “kan du ikke vente med at spørge til om 3 måneder”. Ærlighed fremfor alt – og drys med kærlighed. Du skal nok komme ud på den anden side – og jeg følger med. Kæmpe knus og god weekend fra Birgit

    • Emmavibbe66
      Forfatter
      17. marts 2017 / 10:50

      Kære dejlige Birgit,

      Af hjertet tak for din meget ærlige og åbenhjertige besked og tak fordi du deler din historie.
      Jeg føler fuldstændig med dig og i bund og grund er du og jeg røget i samme gryde og ingen af os kan lide af være der 🙂

      Du kæmper en daglig kamp med dit knæ og jeg med min stress og begge kæmper vi vores indre kamp med at forstå og anerkende, at vi lige nu holder på en rasteplads og ser på livet drøner forbi os, og vi plejer begge at køre i overhalingsbanen 🙂

      Måske det allerbedste som kan ske for os to lige nu, nemlig at vi holde på den rasteplads, og har tid til reflektion og til at kigge ind i vores egen kiosk og for det tror jeg, er den eneste måde vi kan få “omstillet” vores harddisk på.
      Det er erkendelsernes tid og tid til at vi passe på os selv, og plejer os selv og ikke fare frem hele tiden og bekymrer os om, hvad der sker i andres kiosk 🙂
      Jeg er megastolt af, at du i den grad åbner op for din indre pose, det kræver både mod og styrke og du er helt som du skal være Birgit, du er ligeså sej og sprudlende som altid, lige nu holde nu bare ind til siden, fordi dit knæ/krop har bedt om en pause.

      Vi kommer ud på den anden siden du og jeg og når det sker er det med kold hvidvin i glasset, mens vi nyder jeres dejlige have og med et kæmpe smil på læberne.
      Indtil da, så lad os sætte os i hver vores sofa og bare være og tage den tid det tager, for vi må erkende, at det som sker nu får vi simpelthen ikke lov til at styre, vi er ikke projektleder på dette projekt 🙂

      De kærligste tanker og knus til dig Birgit. DU er en stor inspiration.

  2. Anja Adjoh
    17. marts 2017 / 12:55

    Tak for en dejlig blog, som jeg tilfældigt stødte ind i for nogle uger siden. Dette er den første blog om stress, jeg har set, og jeg er glad for, at nogen tør sætte ord på, hvor forfærdelig rejsen gennem “stressland” kan være. Jeg har selv bidt i græsset to gange og været sygemeldt i alt 8,5 måned. Nu har jeg i over fire måneder været i gang med mit arbejde fuldtids, og når det kommer tilbageslag, hvilket sker, når der er ekstra pres på i ens liv, skal jeg også svare på samme spørgsmål. Jeg tilretter dog mit svar den person, der spørger. Venner og familie får den hudløst ærlige version: Lige nu er der faktisk et dyk, og jeg har det ikke godt. Stresssymptomerne kværner rundt, og jeg overkommer ikke det, som jeg skal. Jeg arbejder, hviler, arbejder, hviler i en cyklus for bare at overleve. De mennesker, som holder af mig og rummer mig i al min uperfekthed, har intet problem med den ærlighed. De mennesker, som får det milde svar: Jo tak, det går rimeligt. Der er lidt travlt, men sådan er det jo. Jeg er håbefuld omkring fremtiden. De mennesker er folk, som jeg ikke ønsker “overtager” min stressproblematik, fordi de i forvejen har nok at gøre med at bære deres umanerlig tunge bagage. De skal ikke af misforstået hensyn overtage ansvaret for mit velbefindende, give gode råd eller stå til rådighed og fungere som ventil. Den magt, jeg har som leder, må jeg ikke udnytte, bare fordi jeg selv står i en hård situation og kæmper for at komme op af hullet. Så nogle gange bliver jeg i min egen stresssump – andre gange må jeg lade som om, at den ikke eksisterer af hensyn til mine medmennesker, medarbejdere osv. Det er en ikke uproblematisk balancegang på en knivsæg.

    • Emmavibbe66
      Forfatter
      17. marts 2017 / 13:35

      Kære Anja,

      Af hjertet tak for dine smukke ord og at du læser med på bloggen, det gør mig så varm i hjertet at mit budskab bliver modtaget med sådan nogle åbne arme.
      Min mission er nemlig lige præcis det at åbne op for stresstabuet og så de stressramte har en ting mindre, at føle sig udfordret af.
      Der er jo rigeligt i hovedet i forvejen 🙂

      Jeg bøjer mig i støvet for din ærlighed og din åbenhed og dine refleksioner, Tusind tak for at dele dem på bloggen. Hård omgang du har været igennem og jeg kender udmærket til at “skræddersy” mit svar efter modtageren for at beskytte hende/ham. Jeg har dog valgt gennem min blog at ændre det mønster og slippe min forfængelighed og åbne ærligt op for alle, en grænse der skulle overskrides. Men nu er jeg igang og når jeg så modtager en besked som din mærker jeg at det er det hele værd.

      Jeg er heldig her 2. gang med stress at have opbakning fra mit arbejde og dermed forløbet “aldrig mere stress igen”, hos Stresslæge.dk Trine Rønnov, som jeg kan give mine allerbedste anbefalinger.

      Pas rigtig godt på dig selv og forsæt med at lytte til din krop.

      Til slut vil jeg høre om jeg må bruge noget af dit svar på Facebook side eller i et indlæg ?

      Kærligst
      Vibbe

      • Anja Adjoh
        17. marts 2017 / 14:55

        Hej Vibbe, du bruger bare løs. Er kun glad for at være med til at nedbryde tabuet om en sygdom, som ødelægger alt for mange liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.