Hvad har stress og grammofonplade med hinanden at gøre ?
For mig har stress og grammofonplade ret meget med hinanden at gøre, i min kamp for at slippe min stress helt.
På denne her helt vidunderlige søndag, hvor solen kaster sine lyse stråler ud over det smukke Mols, listede jeg i morges kl. 07.00 ned i stuen i sommerhuset for, at være med roen.
Et ualmindeligt tidligt tidspunkt for mig på en søndagmorgen, men roen og udsigten trak i mig og det var helt specielt at sidde og kigge ud på det betagende landskab, mens jeg nød en kop kogt vand tilsat en frisk presset citron.
For nogle helt vildt mærkeligt :-), men for mig vækker det min krop på en behagelig måde, og selvom den er sur bliver den basisk, når den kommer i min krop .
Tanker og mønstre som en grammofonplade
Mens jeg nød morgenteen, lod jeg mine tanker få frit spil, og den samme tanke blev ved med, at poppe op i mit hoved, nemlig ordene fra Trine fra stresslæge.dk, hvor jeg var i et 4 måneders forløb, fra marts til juni, grundet mit stress.
Hun sagde følgende inspirerende ord:
“Hvis du vil have noget andet end det du plejer at få, skal du gøre noget andet end du plejer at gøre. Vores tanker og mønstre er, som en gammel grammofon plade, som sættes på hver morgen”
Disse ord ramte lige plet hos mig. Jeg må ærlig erkende, at jeg ikke har været en særlig god og inspirerende DJ for mit mindset, da jeg meget ofte har sat den gamle gennemspillede grammofonplade på, fordi den kendte jeg, jeg kunne teksten, og jeg vidste, hvad der kom.
Jeg sad simpelthen fast i mine gamle mønstre af, at være en pleaser. Jeg har været stærk udfordret på aldrig at kunne sige nej tak.
Det har altid været vigtigt for mig “lige tage en fra holdet”, selvom min egen tank var tom og af helt åbenlyse grunde kommer man ingen vegne på en tom tank .
Derfor var jeg i den grad sat på hårdt arbejde med, at indspille en ny grammofonplade til min indre pladespiller.
Super hårdt arbejde for min indre pladespiller var vant til at spille på repeat.
Selvom min gamle plade er knækket, brækket i små stykker og forlængst smidt ud, så husker min harddisk desværre pladen alt for godt.
Hvis jeg et øjeblik er ude af fokus, VUPTI så strømmer den gamle grammofonplade ud af alle højttaler.
Hvad har stress og grammofonplade med hinanden at gøre?
Hvordan indspiller jeg mine nye plade?
Ved lige præcis, at følge Trines råd:
“Hvis du vil have noget andet end det du plejer at få, skal du gøre noget andet end du plejer at gøre.
- Jeg sætter konstant nye vaner og ændringer af mit mindset ind på min “Vibber plade”, således, at der kun er positive ting, statements og glade vibes, som fylder min krop og sjæl med energi og lys.
Jeg har tidligere sagt, at stressen er en gave til mig, for den har givet mig en pause i mit liv, hvor jeg har været nødt til at reflektere over, hvad der nu skal ske og hvad der giver mening for mig.
Den pause bruger jeg lige nu sammen med min dejlige mand på, at tænke tanker på fremtiden, vores økonomi, hvilke job skal vi have,( vi er begge uden lige nu), og hvad brænder vi for, og hvordan ser vi det hele om 5 år etc.
Morgenbadning
Efter en time i mine tankers fordybelse om indspilningen af min nye indre plade, kom min kærlige mand ned i stuen og sagde
” Godmorgen min skat, sikke dog en dejlig morgen, er du klar til en gåtur til stranden” ?
Selvfølgelig var jeg det og “spaen” så da også ualmindelig lækker ud i dag.
Det er en af de helt nye vaner her i sommerhuset, nemlig en gåtur på 45 min, hvor vi tager en dukkert i havet lige, som naturen har skabt os :-).
Det er stadig grænseoverskridende for mig at bade naturel, men utrolig energifyldt og forfriskende og jeg har kun en tanke i det meget friske vand:
” for pokker det koldt, nu må jeg op 😉 “.
Af hjertet tak, fordi du læste med på mine indre tanker og jeg håber ikke din grammofonplade har sat sig i hak ellers må du se, at få din yndlingsplade sat på.
Rigtig god søndag
Sharing is caring
Knus
Vibbe