Er græsset grønnere længere fremme ? Skal vi jage os selv for at nå derhen, og hvad tror vi, der venter os derovre, hvor lyset synes at skimte klarere og lokker med at være et bedre sted end hos os selv ?
Det er lige præcis af de nævnte årsager, at jeg, efter første halve dag i gruppen “aldrig mere stress igen” hos stresslæge Trine Rønnov finder en ro og styrke til at blive hos mig selv og på egen “yogamåtte”.
For den energi, der er i vores gruppe, og det at høre andre fortælle deres historie og opleve, at vi mennesker i bund og grund er støbt af samme form, og vi har de samme udfordringer i mere eller mindre grad, giver mig følelsen af ikke at være alene i stressens verden.
Genkendeligheden i det, som bliver fortalt fra de øvrige deltagere, får mig til at blive klogere på mig selv og til at forstå, at jeg har rigeligt at få styr på hos mig selv og hvis ikke jeg bliver på egen “yogamåtte”, og så er det ikke muligt for mig, at kunne hjælpe andre, som jeg jo så hjertens gerne vil.
Trods mine 11 år som stewardesse hos Maersk Air og efter utallige gange at have briefet nødproceduren “Tag selv masken på før De hjælper andre”, skulle der åbenbart to gange stress til og første dag i “Aldrig mere stress igen” for mig, før jeg rigtigt forstod, hvordan jeg selv kan bruge det i mit indre univers.
Jeg stoppede med at flyve i 2005, og nu skriver vi 2017, det siger noget om min tykke hjernevæg :-))))))
Det var mindfullnessøvelserne og især øvelsen lige før frokost, som fik tændt min bevidsthed om iltmasken.
Mindfulness gåtur
Stadigvæk kun med et beskedent kendskab til hinanden, læs vi kendte kun hinandens navne, blev vi sat sammen to og to, og sammen skulle vi ud at gå en tur ført an af Trine og hendes gong gong.
Jeg blev sat sammen med gruppens eneste mand, og opgaven var, at vi skulle gå to og to sammen og følge efter Trine gennem Farums smukke natur.
Min mandlige ledsager skulle starte og på lyden fra gong gongen havde han ubetinget taletid i 10 min. til at sige lige præcis, det han havde lyst til. Jeg måtte kun nikke og sige hmm og ja, være en aktiv lytter, jeg skulle ikke forholde mig til, hvad han sagde, blot lytte og når vi igen var retur til vores “mødelokale”, skulle vi fortælle de andre, hvilken historie vi havde hørt.
Efter 10 min. byttede vi, og derefter gik vi i stilhed sammen tilbage til huset “Namaste”.
Efter aftale skulle jeg lægge ud med at være den “talende”, og jeg opdagede bagefter, at jeg totalt havde skræddersyet min historie efter, at modtageren var en mand.
Så han fik en gennemgang af mit arbejdscv, fordi jeg gik over i “hans kiosk” og tænkte, ” at han nok ikke orkede at lytte til alt det med følelserne i forbindelse med mit liv/stress”.
Så det blev en maskulin fortælling om mit arbejdsliv gennem årene.
Flot, vibbe 🙂 ja selvom jeg har forstået en del, kræver det masser af øvelser, før mønstret ændres.
Når hjertet taler
Da vi skiftede, og han begyndte at tale, blev jeg blown away, fordi han turde blive i egen “kiosk” og talte ud fra sit hjerte og hvordan han oplevede at være midt i stressen.
En vild øvelse for mig, fordi den i den grad prøvede min indre hjælpemotor af og mange gange havde jeg lyst til at hjælpe ham, sige noget trøstende, give et kram, og give et håb.
Så af hjertet tak for en reminder til mig om at blive i egen “kiosk”, at tale fra hjertet og bare være den, jeg er, med alt det som livet omslutter mig med lige nu.
Det tager tid at ændre på gamle mønstre, det tager tid at få stressen ud af kroppen, at blive sig selv igen, ikke som før, men i en styrket udgave og indtil da, vil jeg sætte noget godt ind på kontoen i form af:
at hvile, se alle sæsoner af badehotellet (lyset, replikkerne giver min sjæl ro), ro, meditation og ikke mindst bare være og lytte til andre, uden at skulle komme med løsninger.
Løsningen kommer ofte, når andre blot får lov til at lufte ud og selv reflektere, så mens jeg plejer mig selv, vil jeg lytte og bare være .
Til slut må jeg ikke glemme at nævne den lækre sunde og økologiske frokost , som vi indtog mindfullness i 10 min. uden at tale sammen, og dermed virkelig fik smagt på maden og mærket os selv.
Da dagen sluttede kl. 16.00, følte jeg håb og indre styrke og en tro på, at jeg kommer igennem min stress på bedste vis, og jeg glæder mig meget til på torsdag, hvor vi alle mødes igen denne gang i cyberspace, vi skal nemlig skype i 1,5 time.
Namaste
Knus
Vibbe